Vores historie

Khmer Cuisine er ejet og drives af os, Khemary Hing og Tithira Hing. Vi er søskende og kom sammen til Danmark i 1988. Lige siden vi satte fod på dansk jord, har vi savnet at kunne tage ud og spise på en cambodjansk restaurant. Derfor besluttede vi til sidst at åbne en selv.

Mange tror at man i det cambodjanske køkken spiser taranteller, græshopper og andet kryb og kravl. Dette er dog en misforståelse, da man kun spiste disse ting pga. hungersnød under de Røde Khmerer og Pol Pot regimet. Vi ønsker at vise danskerne det cambodjanske køkken som vi selv voksede op med, inden Pol Pot.


Khmerkøkkenet

Hvor det thailandske køkken bærer præg af det stærke og sur/søde, og det vietnamesiske køkken er kendetegnet af friske krydderurter, så handler maden i Cambodja om kontraster. Der er det sure og det søde, det kogte og det sprøde, det krydrede og det milde. Kort fortalt er khmerkøkkenet en smagsoplevelse for alle sanserne.

Noget af det særlige ved khmerkøkkenet er den særlige cambodjanske karry også kaldet kroeung. Kroeung er ikke lige så tung og krydret som den thailandske og indiske karry. Kroeung kan bruges til wokretter så vel som til supper og det vil også være tilfældet hos Khmer Cuisine.

Et andet særpræg ved khmerkøkkenet er deres dyppesauce. Hvor Vietnam og Thailand bruger chili i sur/sød sauce og chili i fiskesauce, serverer man i Cambodja Teuk Marich. Teuk Marich er en særlig blanding af limesaft, salt og friskkværnet sort peber. Med Teuk Marich kan man selv vælge om man vil bruge det som dressing eller som dyppesauce.

I Cambodja skelner man mellem 3 forskellige slags spisesteder:

  1. Gadekøkkener: Det karakteristiske her er, at det er mobilt. Det er typisk fastspændt på scootere eller tuk tuks. Maden er ofte grillet kød og grøntsager eller stegte nudler eller ris.
  2. Nudelshops eller risshops: Hedder på cambodjansk Haang Kuytiev eller Haang Bai. Disse spisesteder kan man typisk finde i små lokaler ud til vejen eller ved stationer. Her serveres der morgenmad bestående af nudelsuppe og dumplings, og senere på dagen står menuen på kaffe og forskellige bagværk.
  3. Restauranter: Hvor gamle restauranter typisk serverer traditionelt khmerkøkken, er de nye spisesteder typisk af international karakter, men man kan ofte finde en fusion af det internationale og cambodjanske køkken.

Til frokost vil man hos Khmer Cuisine kunne opleve en autentisk cambodjansk menu med inspiration fra gadekøkkener og Haang Kuytiev. Til aften serverer restauranten traditionel cambodjansk mad.